onsdag den 17. juni 2009

Blogindlæg 17/06-09 13:59

Hahahaha! Jeg elsker min historie lærer! Prøv lige at tjekke, hvad vi har fået tilsendt på lectio! Det er en beskrivelse af vores Dansk/historie årsprøve:

(Jens er vores dansklærer og Mikkel er vores historielærer)

"Du sidder ude på den kolde gang på AG ud for lokale nr. 207 og venter på at det skal blive din tur. Pludselig åbner døren sig en lille smule. Du rejser dig og træder forsigtigt ind af døren – og … PLING! Du står nu pludselig i en smuk lys skov. Det er sommer, blomsterne dufter blidt, frøerne kvækker muntert og fuglene kvidrer lyksageligt. Og hov, du opdager at du har en lang hvid sommerkjole på, blomsterkrans i håret og en lille buket syrener i hånden (gælder alle piger og ved en fejl også Lasse og Andreas. De øvrige drenge har smukke, behagelige togaer i varme farver). Du kigger lidt rundt og føler roen sænke sig i dit sind. Ahhh her er så stille, rart og smukt, tænker du. Men hov, hvad var nu det? Du hører noget og kigger ned foran dig – hvad Søren tænker du, det var lige godt Sørens… Rundt om dig hopper små alfer, de spiller på fløjte, smiler og vinker til dig. De vil have at du skal følge med dem. Du gør som de ønsker, tryg og glad, og mærker hvordan dine ben næsten svæver over jorden. Lidt borte er der en lysning i skoven, og hov – der står Jens. Jens har meget langt hår og en blomstret toga, da han ser dig smiler han bredt og vinker lykkeligt til dig. Rundt om ham står alle skovens dyr. Jens kan tale med dyrene, Jens er dyrenes ven: ”Waau huuu wahuaa Flemming uhhgf hauu?”, pludrer Jens kærligt til et lille dådyr (”har du sovet godt lille Flemming, skal du have lidt mere græs?”)
Du smiler og kigger lidt mere rundt i lysningen. Hov der er Mikkel – han sidder ved et stort blomsterbord og binder kranse. Også Mikkel er langhåret og smiler og vinker lykkeligt, da han ser dig. Han er så glad og pludrer løs om sine kranse og den rabarberkage han lige har bagt. Nu kommer Jens hen til bordet, harekillingerne hopper omkring ham og sommerfuglene danner en flagrende kappe i alle regbuens farver. Jens og Mikkel tager hinanden i hænderne, smiler bredt, kigger blidt på dig og siger: ”Velkommen lykkelige barn, når du er helt tryg og glad, må du gerne fortælle om noget nazi, eskpressionisme eller hvad du nu har på hjerte”. Du føler en stor indre ro og lykke og fortæller vidt og bredt om alt hvad du ved. Det er så hyggeligt, at du helt glemmer at spise din rababerkage. Jens og Mikkel ryger vandpibe og smiler og nikker og byder dig endnu mere rabarberkage. .. ”Gid det aldrig må slutte”, når du lige at tænke, inden alferne pludselig kommer dansende og fløjtende tilbage. Åh nej, årsprøven er desværre allerede slut. Jens og Mikkel og alle skovens dyr giver dig et stort fælleskram. Alle er glade og Jens siger at sommerfuglene og harekillingerne spørger om de må følge dig på vej. ”Ja tak”, siger du og sammen med dyrene og alferne svæver du lykkeligt hen over skovbundens blomster, der kilder dig blidt under dine bare tæer. I hænderne bærer du dine mange nye fine kranse og endnu et stykke rabarberkage. Du er på vej tilbage til… PLING! Pludselig står du på gangen på AG igen. Åhh nej. Din eneste tanke er, at du nu for enhver pris må forsøge, at dumpe 1.g., så du kan komme til årsprøve i DA-HIS igen til næste år. ”Årsprøven i DA-HIS er det bedste der er sket i mit liv”, når du lige at tænke inden du begiver dig ud til din cykel og den danske sommerregn."


Hvad sker der XD HAHAAHA!?!?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar